præsenterer

Et Haverelief – Køkkenhave med kant

I en tid med øget fokus på biodiversitet og selvforsyning giver det god mening at bruge sin villahave til mere og andet end blot pryd og klippet græs. Showhaven Køkkenhave med kant er et nyskabende bud på, hvordan man kan kombinere prydværdi og ophold med høj nytteværdi og dermed give køkkenhaven en fremtrædende plads i villahaven uden at gå på kompromis med frodighed, æstetik og opholdsmuligheder.

Havens overordnede koncept kan let skaleres, og dermed kan idéen overføres til alle typer haver, fra de helt små byhaver, rækkehushaver og taghaver til de traditionelle parcelhushaver. Køkkenhave med kant er et relief, der dannes af en komposition af højbede blandet med andre rumskabende haveelementer, der alle er bygget i et bæredygtigt materiale med friske farver. Bedene varierer i højder på 10, 30 og 50 cm. Relieffet udmærker sig ved at danne en struktur, der også uden for køkkenhavens højsæsonen er en attraktion og byder på noget at kigge på. Lys og skygge, lodrette og vandrette flader samt et evigt foranderligt udtryk af afgrøder og dækmaterialer, der ved hver sæsonstart tegnes op på ny. Grøntsager, krydderurter og spiselige blomster danner, sammen med bærbuske og frugttræer, en blød og velduftende kontrast til den stramme komposition af højbede. Relieffet kan betragtes som et tredimensionelt lærred, der dekoreres med afgrøder og hvert år vil antage et nyt udtryk. Planternes højde, form, blad- og blomsterfarve bidrager til en evig variation af rigdom og skønhed.

Et evigt foranderligt udtryk i en præcis og skarp arkitektonisk ramme. Et fortættet og stemningsmættet udtryk, hvor diversitet, dyrkningsglæde og æstetik er i højsædet. Teglklinker og slotsgrus danner havens bund med opholdspladser og giver mulighed for at komme omkring i hele haven og terrassen afskærmes af en let lund af frugtbærende træer plantet i en skovbundsplantning. Foruden dyrkningsbedene indeholder haven nogle af de elementer, som traditionelt knytter sig til køkkenhavedyrkning. Disse er integreret og designet på en måde, så de indgår i det samlede udtryk. Alle elementer er bygget i det samme materiale som dyrkningsrelieffet men i andre farver. Således er der indarbejdet kompost og arbejdsbord, og showhavens store vandbassin er centralt placeret, så det er bekvemt at vande køkkenhaven. Man skal tænke sig, at under virkelige forhold ville tagvandet fra de omkringliggende bygninger være tilsluttet dette bassin, så al havevanding kan foregå med brug af regnvand. Foruden at fungere som vandingsvand kan bassinet også fungere som soppebassin for småbørn, fuglebad og spejlbassin. I tilknytning til bassinet er der anlagt en siddeplint, og havens terrasse ligger naturligt i tilknytning hertil. Det er her, man slår sig ned i skyggen af det store æbletræ og nyder resultatet af en arbejdsdag i haven.

Designeren

Louise Risør og Jacob Fischer

Showhaven ’KØKKENHAVE MED KANT’ er et nyskabende bud på, hvordan man kan kombinere prydværdi og ophold med høj nytteværdi og dermed give køkkenhaven en fremtræden plads i villahaven.

overskrift

Partneren

Pindstrup er en af verdens førende producenter af voksemedier til professionelle gartnere over hele verden – og til danske haveejere. Den viden, Pindstrup har fra samarbejdet med de professionelle gartnerne og dyrkningen af mange forskellige typer planter, bliver brugt i udviklingen og produktionen af muld til hobbybrug. Blandt gartnerne er Pindstrup kendt for høj kvalitet – og det finder man også i hobbyposerne. Pindstrup er en 100 % dansk, familieejet virksomhed, som har eksisteret siden 1905.

Anlægsgartneren

MøllerLøkkegaard blev startet i 2014 af Anders Møller Jensen og Søren Løkkegaard som en tomandsvirksomhed og er siden da vokset til at have 45 ansatte. I deres arbejde har de fokus på det gode, varige samarbejde og levering til tiden. De udfører anlægsopgaver i hoved-, fag- og underentrepriser og hjælper med løsninger, som tilgodeser både det arkitektoniske og økonomiske i opgaven.