Gartneri Toftegaard

Standplads: O 02

overskrift

ØKOLOGI, EKSKLUSIVE AROMAER & BÆREDYGTIGHED I DEN SPISELIGE HAVE

Vi er stolte af at levere frugter af tomater, chili, auberginer mm. til absolut toprestauranter i Danmark. Vi er stolte af at sælge de samme smagsoplevelser til hjemmedyrkerne, der køber vores planter.

I 20 år har vi testet og udvalgt sorter primært efter bedste smag. Vi udvælger den bedste snackpeber, bøftomat, havetimian osv. Store smagedage på gartneriet med kundernes tusindvis af stemmer, der kårer bedste sort i en kategori er et fantastisk værktøj til at anbefale det bedste. I dette udvælgelsesarbejde er kokkene også vores tætte og meget vigtige samarbejdspartnere. Vi går langt for at både hjemme dyrkere og gourmet nørder oplever det bæredygtige og sublime.

Den økologiske drivhusbutik i hjertet af gartneriet.

Her fylder de økologiske planter, vi har et kæmpe udvalg til den spiselige have. I foråret er her plantesalg med 100 chilisorter, 75 tomatsorter, 200 forskellige krydderurter, auberginer, spiselige blomster, frugttræer, bærbuske, eksotiske grøntsager, permakultur planter, gamle sorter, nye sorter. Cirka 600 økologiske sorter laves på Gartneri Toftegaard. Senere på sommeren er der også høstede frugter til salg. Gartneriet er en æstetisk sanseoplevelse, hvor man for en stund kan gå ind i en anden verden, fordybe sig, nørde og finde det helt rigtige sortiment.

Drivhusene og produktionen.

De over 50 år gamle trædrivhuse er den skønne ramme om både produktion og butik. De emmer af historie, og vi passer og plejer dem efter bedste evne. I produktionen bruger vi minimalt med varme, ingen kunstig lys, genbruger alt det vi kan og følger med glæde den økologiske tankegang. Primitive produktionsforhold hærder planterne. Store temperatur-svingninger under opvæksten ligner naturlige udendørs vilkår i foråret og giver kompakte og robuste planter, der er klar til det videre liv ude i haverne.

Drivhus café

Drivhus caféen ligger midt i gartneriet med udsigt til tomatplanter, krydderurter og blå himmel. Den er vores grønne oase og stolthed. Tag en pause, læs i en bog, nyd en kop kaffe, sandwich, kage mm. Vores dejlige café er åben I april og maj, og senere på året også ved store events og popup arrangementer. Caféen kan lejes til receptioner mv.vert

Økologiske krydderurter

Der er 200 forskellige økologiske krydderurter til salg i gartneriet. Vi har bl.a. 20 forskellige basilikumsorter, ikke en eneste kan undværes. I sortimentet har vi alt lige fra den almindelige persille til mere eksotiske arter som citrongræs og portulak.Krydderurter skal vælges med lugtesansen, så det er muligt at nørde, for at finde den helt rigtige sort. Pluk et blad, gnid på det og duft. Nogle urter kan variere rigtig meget indenfor samme sort! Sæt dig i drivhuscaféen og læs i vores store krydderurtebog en stund og få succes med dyrkningen når du kommer hjem med planterne.

Økologiske tomater, planter og frugter

Vi har testet cirka 1200 tomatsorter på gartneriet, for at finde dem med bedste smagsoplevelse indenfor deres kategori. Variationen er ufattelig. Tomater veksler i form, farve, smag, vækst mv. ’Toftegaards miniblomme’ har en meget afstemt balance mellem sødme og syre, et meget tyndt skind og en lækker sprød konsistens. Aromaen er nærmest som brændte figner. Modsat denne er ’Vesuvius’ en lækker og overset italiensk madtomat. Hvis den hænger længe og modner udvikler den megen sødme og saftighed. Den er kødfuld og aromatisk, dvs. perfekt i gryderetter. Vi dyrker hvert år cirka 130 økologiske tomatsorter, heraf kan cirka 75 udvalgte sorter købes i foråret til udplantning. Fra økojord til økobord – det er en stor tilfredsstillelse at plante selv, høste og skabe en madoplevelse. Det rammer noget basalt i os, noget mindfuldt om man vil. I drivhusbutikken hører vi rigtig gerne, hvordan det er gået med planterne sidste sæson. Erfarings- udveksling er det bedste, vi bliver alle klogere.

Økologiske Chili

I drivhusbutikken har vi cirka 100 chilisorter til salg, Danmarks største udvalg. Chili kan så meget mere end styrke i maden, der er stor forskel på aromaer, former og farver. Også her har vi testet cirka 1300 sorter og har udvalgt dem, der kan noget særligt, specielt i smag. F.eks. har Toftegaards citronchili solbær og citrus aroma med en middel styrke der gør den meget nem og anvendelig i maden. Der er chilisorter der kan bruges ferske i salaten med et strejf af styrke og overraskende aromaer, og så har vi naturligvis også de hotteste af de hotte. Vi sælger hvert år flere tusind chiliplanter til danskerne, sorterne har vi stillet op efter styrke og smagen er grundigt beskrevet. Der er en chilisort til ethvert formål.

Økologiske spiselige blomster

Det er vidunderligt at opleve de smukke farverige blomster både i haven og i maden. Det er en udbredt misforståelse at næsten alle blomster kan spises, nogle er giftige, andre smager dårligt. Vi har udvalgt en række sorter der giver en god smags-oplevelse og som trygt kan spises.

Smag, smag, smag

Den spiselige have skal være et skatkammer af smagsoplevelser, det er vores mission. Vores dedikerede arbejde med smag til hjemmeavleren har banet vejen til samarbejde med absolut toprestauranter i Danmark. Vi har introduceret krydderurter, chili og tomat sorter til kokke, og vi oplever at f.eks. særligt udvalgte chili og tomat varianter finder vej til eksklusive retter, endelig, mangfoldigheden er enorm. Det bedste skal udbredes til de danske haver, store som små, og videre ind i vores køkkener.

Viden og forfatterskab

Flere kunder siger, at de ikke er særlig gode til det der med planter, men bare et lille dyrkningstip kan gøre en stor forskel. En lille forklaring til at forstå en større sammenhæng og skridt for skridt bliver man pludselig kompetent. Bøgerne er ment som inspiration på den rejse, de forklarer hvorfor du oplever det du gør med planterne lige nu. Viden er kilden til at forstå sammenhænge i den komplekse natur, og dermed også til at agere bæredygtigt i den. Derfor forfatterskabet som indtil nu omfatter 6 bøger om chili, tomater og krydderurter. Viden fra bøgerne er selvfølgelig videreført til hjemmesiden, samt til små foldere der følger med.

Smagninger

I 2022 afholder gartneriet følgende smagninger: Lørdag den 27. august – Tomatsmagning på Gartneri Toftegaard – Lørdag den 3. september Chili & Tomatsmagning i Tivoli – Lørdag den 10. september Chilismagning på Gartneri Toftegaard. Alle kan deltage og er velkomne til vores smagninger. Vi har typisk 20.000 stemmer på tomater når sæsonen er omme, og det samme for chili. Fra karakter 0-5 vurderes om en frugt er en god oplevelse. På den måde udvælges næste års vindere indenfor en kategori, f.eks. bedste cherry tomat. Mange går efter smagsvinderne, når de vælger sorter året efter i drivhusbutikken.

Kurser & events

Der er så meget spændende at fortælle omkring den spiselige have. Dyrkning, sorter, smag, anvendelse. Vi holder flere kurser på Gartneri Toftegaard og tager gerne ud til arrangementer. Vi kommer med markeds stemning, foredrag og gerne både frugter og planter. Kurserne kan holdes både ude og inde.

Bæredygtighed

Mangfoldighed af arter, Udbredelse af permakultur planter, føde til insekter, økologisk dyrkning, genbrug og minimal anvendelse af energi. Det er omdrejningspunkterne på Gartneri Toftegaard.