Dyrk skærehave i højbede
Foredraget handler om glæden ved at dyrke sine egne blomster til buketter og blive selvforsynende med blomster, selv i en lille have. At dyrke skærehave, er den bevidste forbrugers lyst til at vælge det bæredygtige alternativ til indfløjne og sprøjtede konventionelle blomster; men også drømmen om at gå i haven og plukke spandevis af smukke blomster. Med sin store erfaring – fortæller Liv os om hvordan små frø kan forvandles til blomster, som kan blive til store flotte buketter. Kom og hør, hvordan du kan forandre din have til en blomstrende oase.
Om Liv Meinert
Liv er uddannet Have- og Parkingeniør, hun bor nær Holbæk, i et ganske almindeligt parcelhus. Haven er ikke stor, men den er fyldt til randen med blomster. Liv er især kendt for sin skærehave, som hun dyrker i højbede. Liv har igennem en årrække inspireret mange til at anlægge deres egne skærehaver igennem hendes Haveblog og på instagramprofil under navnet Plante_Liv. Liv deltog sidste år som en af eksperterne i Haveselskabets Skærehaveskole.