Karina Emilie Revsbæk Lauesen

Kommer du forbi Karina Emilie Revsbæk Lauesens have i København, vil du træde ind i yderst gennemførte grønne rum, hvor de sorte linjer fra hegn, terrasse og pergola giver modspil til de grønne planter med afdæmpede blomster. Haven har Karina selv designet, og hun inviterer inden for i sit grønne univers på instagram profilen the.gardenroom.

Karina er uddannet Designteknolog fra Københavns Erhvervsakademi og har sidenhen taget grundforløbet som planteskolegartner ved Vilvorde, Akademiet for grønne uddannelser. Under sit grundforløb var hun i praktik i Haveselskabets Have på Frederiksberg. I dag driver Karina sin egen virksomhed Haverummet, hvor hun designer haver.

I 2021 designede Karina showhaven Take a break ved Tivoli Frihedens Blomsterfestival. Showhaven, som var én ud af fire, bar elementer fra Karinas egen have, med de sortmalede rammer, træterrasse og grønne luftige planter. Derudover var Karina i 2021 yderligere at se i aprilnummeret af Haveselskabets magasin HAVEN, hvor hendes have både prydede forsiden og blev vist uddybende i magasinet. Hvis du vil vide mere om Karinas virke som havedesigner, kan du besøge hendes hjemmeside på thegardenroom.dk.

Karina præsenterer sin showhave med samarbejdspartneren Tivoli Friheden og med anlægsgartnerfirmaet Elite Anlæg.

Partner

Tivoli Friheden er Aarhus’ forlystelsespark placeret i gåafstand fra centrum i den smukke Marselisborgskov. Om sommeren afholder Tivoli Friheden landets største blomsterfestival. Her kan man hvert år opleve en farveeksplosion af et blomsterhav, lyserøde begonier, grønne buksbom, lilla sommerfuglebuske, blå lobelia, røde roser, lyslilla røllike, hvide kæmpeliljer, en himmel af forskelligt farvede paraplyer, en eksplosion af blomsterkonfetti fordelt over hele parken.

Anlægsgartner

Elite Anlæg blev startet af Stig Heinz Olsen i 2010. De løser opgaver for privatkunder, kommuner, bolig- foreninger samt små og store virksomheder og bidrager med nye ideer og kreative løsninger. Dagligt holder de til i Roskilde, Frederikssund og Holbæk, men kører overalt på Sjælland. Elite Anlæg var anlægsgartner på showhaven Havedrømme til alle designet af Hannu Sarenström, der vandt prisen som publikumsfavorit ved Cph Garden i 2019.